Stadion - nyheder

Over 60.000 i og omkring Parken onsdag aften

29/8/2023

På grund af DHL Stafetten er der ekstraordinært mange mennesker i og omkring Parken, når F.C. København onsdag aften kl. 21.00 skal forsøge at spille sig i UEFA Champions League-gruppespillet for andet år i træk.

Der er tæt på udsolgt - dvs op mod 35.000 tilskuere - til F.C. Københavns møde medde polske mestre fra Raków Czestochowa, hvor københavnerne har et lille forspring efter en 1-0-sejr i det første opgør i Polen.

Samtidig forventes ca. 30.000 at være i Fælledparken til DHL Stafetten, som finder sted fra mandag til fredag i denne uge med såvel en løberute som en walkrute.

Derfor er Øster Alle helt lukket for biltrafik, og det er vanskeligt for FCK-fans at krydse Fælledparken ad de sædvanlige stier, hvis man kommer fra Blegdamsvej/Rigshospitalet.

F.C. København og Parken opfordrer derfor alle til så vidt mulig at lade bilen stå og benytte offentlig transport, hvis du ikke har mulighed for at gå eller cykle til Parken.

Al indkørsel i bil (VIP, presse, handicapparkering m.m.) sker i givet fald via Østerbrogade/Gunnar Nu Hansens Plads. Henne ved Parken står stewards klar til at hjælpe med at vise vej på Parkens område.

Af sikkerhedsmæssige årsager opfordres alle gående/cyklende FCK-fans til at benytte Øster Alle til og fra Parken - og ikke ankomme via Østerbrogade/Gunnar Nu Hansens Plads.

Dels benytter polske fans denne vej til og fra udeafsnittet på D1, og dels foregår en del af DHL-Stafetten (walk-ruten) på stierne ved Trafiklegepladsen og kunststof-fodboldbanen. Walk-ruten går også langs Øster Alle, men alleen er bredere end stierne.

>> Se kort over DHL Stafet-ruterne m.m.

>> Generel "Find vej til Parken" info