Søndag vandt F.C. København sit 16. danske mesterskab ved at besejre FC Nordsjælland 3-0 foran 35.072 tilskuere i Parken.
Traditionen tro blev der kastet med badedyr, og fansene fulgte den sportslige ledelses opfordring til at vente til pausen, så den vigtige guldkamp ikke blev afbrudt og forsinket.
Ligesom tidligere år indsamler vi badedyrene i samarbejde med Stop Spild Lokalt og udleverer dem til genbrug efter "først-til-mølle-princippet". Det sker i dag, mandag den 25. maj, fra kl. 15-17 i C0-porten på Øster Alle. Det er porten nærmest Fanshoppen på hjørnet af Øster Alle og Per Henrik Lings Alle.