Divisionsforeningen opretholder i efteråret 2025 forbuddet mod udefans til 3F Superliga-kampe mellem F.C. København og Brøndby, men planlægger at tillade det efter nytår.
Det hænger sammen med en ny lov pr. 1. januar 2026, der tillader klubberne at dele videoovervågning med hinanden samt tillader politiet at uddele straks-karantæner.
>> Se Divisionsforeningens pressemeddelelse her
”Det har været en svær periode med forbud mod udefans," siger direktør Jacob Lauesen.
"Et derby i international klasse kræver i vores optik tilskuere fra begge klubber, og vi skal huske på, at det drejer sig om meget få personer, der har skabt en situation, der rammer alle fans hårdt.”
”Vi accepterer Divisionsforeningens beslutning med forventningen om, at der igen tillades tilskuere fra begge hold ved derbyer i 2026.”
“Der er ingen tvivl om, at dansk fodbold fortjener ægte derbyer med både hjemme- og udefans, og vi glæder os meget til, at det igen kan lade sig gøre," siger Jacob Lauesen.
I foråret indførte F.C. København ansigtsgenkendelse i Parken for bedre at kunne tildele og håndhæve karantæner. De foreløbige erfaringer viser, at teknologien virker efter hensigten, og derfor ser F.C. København i den kommende sæson nærmere på indførelse af ansigtsgenkendelse til udekampe.
>> Læs mere om erfaringerne med ansigtsgenkendelse i Parken her
Derbyer i efteråret
De to derbyer i 3F Superliga Grundspillet er planlagt til efteråret og spilles altså også uden udefans. Det er søndag den 14. september i Brøndby, og søndag den 23. november i Parken (kampdatoerne er dog ikke endeligt fastlagt).