
Benjamin Hav og Familien har de seneste år brudt rammerne for, hvad en koncert er.
Lørdag den 3. juli 2027 løfter de endnu en gang barren for galskaben og inviterer Danmark til en kæmpe folkefest på landets nationalstadion.
Koncerten bliver Benjamin Hav & Familiens største til dato og markerer en ny milepæl for et af landets stærkeste og mest originale livenavne.
Billetterne bliver sat i salg fredag den 17. april kl. 10.00 på ticketmaster.dk.
En Østerbro dreng, der ofte er kommet i Parken
Om at skulle spille sin første koncert i Parken udtaler Benjamin Hav:
“Jeg er en Østerbro dreng. Parken Stadion er et sted, jeg er kommet mange gange i mit liv. Det bliver kæmpe stort for mig og mit band at træde op på den største scene i Danmark.”
”Jeg ved det bliver en fantastisk koncert! Lyden bliver fantastisk. Lyset bliver fantastisk. Jeg bliver fantastisk. Jeg ved så ikke helt med bandet... Men jeg bliver fantastisk!”
”Og gæsterne.. Prøv lige at tænke på gæsterne! Måske kommer Søs Egelind. Måske kommer Thomas Helmig. Og Nikolaj Lie Kaas og Rasmus Seebach. Måske vi genopliver Dirch Passer! Det kunne sagtens ske! Men jeg kan ikke love noget. Men jeg lover at det bliver den bedste koncert i Danmarkshistorien. Det lover jeg med statsgaranti!”
Dansabelt, legende og intelligent univers
Benjamin Hav forener som musiker hiphop, pop og kunstnerisk performance i et dansabelt, legende og intelligent univers. Med sine skarpe tekster, humor og en markant visuel identitet udfordrer og udvider han grænserne for dansk popmusik.
Han er sammen med sit band, Familien, blevet anerkendt som et af de mest ambitiøse live acts i Danmark – og er kendt for koncerter, der er uforudsigelige, dragende og samtidig musikalsk fremragende. Nu samler Benjamin Hav og Familien for første gang hele sit publikum under samme tag.
Og der er shots!
“Jeg elsker jo hele Danmark. Hver og en,” uddyber Benjamin Hav.
”Når vi samles til min koncert, så håber jeg at vi kan genopdage hinanden. Se hvor meget vi ligner hinanden, selvom vi ikke ligner hinanden.”
”Vi skal både have røde pølser og kebab. Egon Olsen og Kim Larsen. Vi spiller for jer allesammen! Vi genopfinder hele Danmark sammen! H.C. Andersen varmer op! Læser et eventyr for børnene! Og der er shots!”
Familien
Benjamin Havs trofaste band, Familien, består af Emil Falk (guitar), Birk Nevel (percussion), Kristoffer Sjelberg (trommer), Bastian Sjelberg (bas), Viggo Jensen (keys), Troels Mørkenborg (danser/kor/blæser) og Torben Jensen (danser/kor/blæser).
