I dag er det 115 år siden, der første gang blev spillet fodbold i Københavns Idrætspark, og i den anledning ser vi på lidt af historien bag tilblivelsen af Danmarks første fodboldstadion.
Det blev indviet fredag den 25. maj 1911 med en kamp mellem Stævnet og Wednesday Football Club (senere Sheffield Wednesday), og forud for indvielsen gik mange års drøftelser, planlægning og byggeri. Det handlede nemlig ikke kun om et fodboldstadion, men om et stort og ambitiøst idrætskompleks på Østerbro – og om etableringen af hele Fælledparken.
Politisk og idrætspolitisk forarbejde
Beslutningen om at etablere Københavns Idrætspark blev taget af Københavns Borgerrepræsentation efter flere års ”lobbyarbejde” af idrættens organisationer, som længe havde ønsket sig bedre faciliteter til at dyrke de forskellige idrætsgrene, der vandt frem i slutningen af 1800-tallet.
Indtil 1911 spillede de københavnske fodboldklubber primært på Fælleden, som området hed, inden det blev til Fælledparken.
Her begyndte KB at spille fodbold, her begyndte B1903 at spille fodbold, og B.93 fik som en af de første klubber sine egne baner, da de lejede et areal, som også blev en del af Københavns Idrætspark. B.93’s fodboldbaner og nogle af tennisbanerne blev inddraget i 1992 til opførelsen af Parken.
I takt med, at fodbolden blev mere organiseret i starten af 1900-tallet, steg behovet for bedre faciliteter til både spillere og tilskuere. Interessen steg for at overvære landskampe, nationale turneringskampe og venskabskampe mod især stærke britiske klubber, som bidrog stærkt til at udvikle dansk fodbold.
De københavnske politikere havde nok at se til omkring århundredskiftet, men ikke mindst den socialdemokratiske borgmester Jens Jensen kunne se både samfundsmæssige og idrætspolitiske perspektiver i at skaffe ordentlige faciliteter.
Det førte til en unik organisationsmodel, hvor Københavns Idrætspark blev etableret som selvejende institution under ledelse af idrættens egne frivillige ledere, men hvor kommunen stadig førte tilsyn og havde en formel vetoret på de store beslutninger.
En helt anden model end at kommunens forvaltning selv stod for driften, men kommunen ville have, at idrættens ledere sad med om bordet og tog et aktivt medansvar end at de stod uden for døren og plagede politikerne om penge.
Som Jens Jensen tørt konstaterede: ”Folk er jo, navnlig når det gælder noget, de ikke selv skal bekoste, ret tilbøjelig til at stille fordringer.”
Mange år senere udtrykte Københavns Kommunes kommunaldirektør Bjerregaard det således, da han holdt foredrag om den unikke organisationsmodel:
”Naar Idrættens Udøvere ved deres Tillidsmænd inddrages saa direkte i Styret, faar de et saadant Indblik ogsaa i de økonomiske Betingelser for Idrættens Udøvelse, at de føler Ansvar paa ganske anden Maade, end hvis de blot skal stille Krav. Naar man selv har et Ansvar, forstaar man meget bedre, at Opfyldelsen af for vidtgaaende Ønsker let giver Bagslag, saaledes at den harmoniske Udvikling afbrydes. Der kommer en god Balance mellem Idrættens egne Ydelser og det, der modtages af det Offentlige, og det er nu engang saaledes, at de fleste Mennesker sætter mere Pris paa de Ting, de erhverver ved eget Arbejde, end paa det, der modtages som en Foræring.”
En Opvisningsbane – og meget mere
Københavns Idrætspark var derfor ikke kun betegnelsen for selve Opvisningsbanen, men for hele idrætskomplekset, hvoraf flere faciliteter stadig står der - Atletikstadion (nu Østerbro Stadion) og Tennishallen (nu Spartahallen) blev begge indviet i 1912, og Idrætshuset i 1914.
Opvisningsbanen, som mange i daglig tale blot kaldte Idrætsparken, ændrede radikalt form ved ombygningen til Parken i 1992, hvor banen også blev vendt 90 grader. I 2008-2009 forsvandt de sidste rester, da Idrætsparkens hovedtribune blev erstattet af Parkens nuværende D-tribune.
To-i-én: Hovedtribune og klubhus
Fra begyndelsen blev Opvisningsbanen anlagt med en enkelt tribune i den nordlige ende, dvs der hvor D-tribunen i dag står ved Per Henrik Lings Alle.
Der kunne kun sidde ca. 700 på hovedtribunen, og dens konstruktion var efter datidens forhold imponerende med søjler, der ledte tanker hen på et græsk tempel – men den var ikke hensigtsmæssig, hvis man senere ville udbygge tribunen, hvad man derfor aldrig gjorde. I stedet opstillede mellem hovedtribunen og banen, hvor man enten kunne sidde eller stå.
På de andre tre sider var der oprindeligt kun terrassetrin af cement til stående tilskuere, og man var usikker på kapaciteten, da man indviede banen, men allerede efter nogle år anslog man, at der kunne være over 20.000. Men på flere områder er der ikke eksakte data fra den periode.
Hovedtribunen havde en dobbeltfunktion, for ud over siddepladserne ud mod banen, så tjente bygningen også som Fælledklubhus med omklædningsrum, mødelokaler, materialerum m.m. til de mange klubber, der spillede ude på Fælleden. Huset fungerede endda også som badeanstalt for lokalbefolkningen på Østerbro.
Den første kamp
At det lige blev Wednesday Football Club, der var med til at indvie Københavns Idrætspark, var nok en tilfældighed.
Tidligere på året havde AB og Frem arrangeret kampe mod Middlesbrough og Bradford City, mens KB og B.93 gik sammen om tre kampe mod Wednesday Football Club, hvoraf den første altså blev historisk. Hvis vi ser bort fra, at der et par dage før blev spillet en træningskamp på banen med nogle københavnske spillere, som der ikke foreligger nogen som helst informationer om.
KB og B.93 havde allerede i 1904 etableret fodboldsammenslutningen Stævnet, og AB og Frem var på vej ind i samarbejdet, så de havde også spillere med til kampene mod Wednesday:
Målmand: Ludwig Drescher, KB
Backs: Nils Middelboe, KB, Harald Hansen, B.93
Halfbacks: Ødbert Bjarnholt, Frem, Kristian Middelboe, KB, Ejnar Middelboe, KB
Angribere: Kristian Gyldenstein, KB, Svend Knudsen, AB, Poul ”Tist” Nielsen, KB, Axel Thufason, B.93, Oscar Nielsen, KB
Wednesday vandt 3-2 og scorede det første mål i Idrætsparkens historie, men de danske aviser var uenige om, hvorvidt det var David McLean eller Andrew Wilson. Engelske aviser peger dog på McLean. Til gengæld er der bred enighed om, at Axel Thufason scorede begge de københavnske mål. Det eksakte tilskuertal kendes heller ikke, men menes at være 10-12.000.
Efter kampen overrakte Kronprins Christian – den senere Christian X – erindringsmedaljer og udbragte et leve for “den Ungdom, som i Nutiden og Fremtiden skal færdes paa Banen”.
Borgmester Jensen (der senere fik alleen gennem Fælledparken opkaldt efter sig) holdt også tale, og det vrimlede med ”kendisser” på Hovedtribunen. Politikere, embedsmænd, skuespillere, operasangere, sagførere, læger og andre fra byens bedre borgerskab, som både ville se fodbold og blive set.
Idrætsparkens tribuner
De to endetribuner blev udbygget i 20’erne, hvor Cementtribunen ned mod Øster Alle blev indviet i 1923 og i 1925 også fik tag på.
I den anden ende blev ”Hockeybane-tribunen” udvidet i flere omgange som en uoverdækket tribune med trætrin. Den fik sit navn fra den bagvedliggende hockeybane til mænd og kvinder på det areal, som i dag ligger mellem Parkens A-tribune og Østerbro Stadion.
I 1935 fik B.93-langsiden en stor, overdækket tribune med primært ståpladser, og i 1955 blev det nedslidte Fælledklubhus erstattet af en ny, stor Hovedtribune, der som den eneste levede videre efter ombygningen til Parken – nu som endetribune, indtil den blev revet ned i 2008-2009 for at gøre plads til den nuværende D-tribune.
De øvrige faciliteter
Vi har tidligere omtalt Idrætshuset, Tennishallen og Atletikstadion, og allerede den 30. august 1911 indviede man en såkaldt Kvindebane mellem Opvisningsbanen og Atletikstadion. Den var, som navnet antyder, forbeholdt kvindeidræt, men blev snart til en ”Hockeybane” for både mænd og kvinder.
Hockeybanen blev nedlagt i 60’erne, og fra 1974-2008 lå Østerbro Skøjtehal på arealet, der nu er parkeringsplads med en ubenyttet atletik-opvarmningsbane rundt om.
I 1920’erne bebyggede Københavns Idrætspark arealet langs Østerbrogade foran Atletikstadion, hvor man endda fik en biografbevilling i 1926 til at drive Park Teatret samt tilstødende restaurant og selskabslokaler. Biografen havde intet at gøre med idræt, men gav masser af billetindtægter, som kom idrætten til gode.
Rundt om hjørnet (på den nuværende Gunnar Nu Hansens Plads) indviede man i 1930 Svømmehallen, som også blev drevet af Københavns Idrætspark.
Stigende ansvarsområde
I samme periode besluttede Borgerrepræsentationen, at Københavns Idrætspark også skulle stå for driften af andre kommunale idrætsanlæg rundt om i byen, startende med Sundby Idrætspark i 1925 og Genforeningspladsen i 1928.
Disse blev kaldt ”De Ydre Anlæg”, da finansieringen var adskilt fra ”Centralanlægget” på Østerbro, for byens breddeidræt havde ikke samme muligheder for at være selvfinansierende, og derfor dækkede kommunen driftsunderskuddene på ”De Ydre Anlæg”.
Det udviklede sig op gennem det 20. århundrede til et kæmpe ansvarsområde for Københavns Idrætspark, der ikke kun omfattede de senere fodboldstadioner i Valby, Vanløse, Sundby og Tingbjerg, men omfattede en lang række idrætsanlæg, der strakte sig fra Badeanstalten Helgoland på Amager til Bagsværd Rostadion .
Det var vist ikke mange, der havde forudset den maj-dag i 1911, hvor man indviede Opvisningsbanen!
Men vi skylder en stor tak til alle de gode kræfter inden for idrætten og den politiske verden, der var modige og fremsynede nok til både at anlægge Fælledparken og det store ambitiøse idrætsanlæg relativt tæt på centrum af København – til gavn for både eliteidrætten og breddeidrætten, og de mange københavnere, der enten dyrker idrætten eller står og sidder på tribunerne.
Kilde: "Hvis tribunerne kunne tale" af Torkil Fosdal
.png){kind=small}
